Alle kan lære at tegne! Man skal bare fralægge sig sin logiske hjernetænkning og prøve at virkelig bare tegne, det man ser. Efter min mening er det tegningen, der ligger til grund for al billedkunst. Så hvis man vil igang, så er det blyant og papir der gælder. Men selvfølgelig er der mange andre materialer (se mere om det under “materialer”).
Man kan finde god inspiration i bøger, især “At tegne er at se” af Betty Edwards er virkelig god, men der findes også mange andre bøger. Den har jeg haft stor glæde af at læse og arbejde mig igennem. Personligt er jeg ikke god til at bare tegne “abstrakt” ud af hovedet (det siger mig heller ikke rigtigt noget), jeg kan meget bedre lide at tegne efter et motiv. Men der er jo ingen, der siger at ens tegning skal blive en eksakt kopi af motivet, man har jo kunstnerisk frihed til at ændre farver, former og udtryk. Og man kan jo altid kombinere forskellige elementer, som jeg fx har gjort i min serie med svenske “utedass” i uvante omgivelser. Jeg synes nogle gange også at det er sjovt at give fantasien frit løb og fx. tegne mærkelige væsener. Men det er meget sjældent, at jeg maler noget der er rent abstrakt.