Jeg har tidligere tegnet en del døde dyr. Ikke fordi det skal være makabert, mere fordi jeg synes at der er en slags skønhed i naturens forgængelighed og forfald. Her kommer så endnu en – en død hare, der er delvist nedbrudt. Filtpen på tonet (A3) papir.
Et lille egern havde vist glemt en nød i haven. Så dette smukke, lille nøddetræ var vokset op – det måtte jeg bare tegne! Filtpen og akvarel på tonet papir. Billedet ligger også på Pinterest (https://pin.it/4eMyJig) , gå gerne ind og se flere af mine billeder der.
For noget tid siden fik jeg en Pentel Brush pen i gave, men det tog noget tid før jeg rigtigt kom igang med at bruge den. Den har også drillet lidt, men nu her i sommerferien kom jeg endeligt ordentligt igang med den. Og det er skønt – ihvertfald når blækket flyder rigtigt! Her er nogle skitser jeg har lavet med den.
Jeg har virkelig savnet at komme på kunstmuseum igennem al corona-nedlukningen igennem de sidste halvandet år. Men nu lykkedes det endelig! Her i juni 2021 var jeg på Louisiana og så der – blandt andet – den svenske kunstner Mamma Andersson. Hun bruger mange forskellige teknikker, men maler blandt andet med olie på ugrundede træplader, så træets farve og struktur står tydeligt frem som en del af billedet. Meget smukt! Her er nogle af de billeder, der gjorde størst indtryk på mig.
Idag har jeg lavet min “tegne-streak” digitalt. Jeg har næsten altid (ihvertfald siden jeg som barn fik en japans penneveninde) været fascineret af Japan. Desværre har jeg ikke selv været der endnu. En ting, jeg er fascineret af, er de overfyldte gader som denne – med ledninger, skilte med smukke japanske skrifttegn og alt muligt andet. Her har jeg tegnet i tegneseriestil og har holdt farverne i sort og rød – det er tit mere effektfuldt at bruge færre farver.
Halvvejs igennem “tegne-streak” (altså et løfte om at tegne min. 10 minutter hver dag jeg har med mine to døtre) er jeg blevet rigtig glad for at tegne med kridt og kul på “tonet” papir. Her har jeg tegnet en skov oppe fra vores sommerhus i Sverige.
Halvvejs igennem “tegne-streak” med mine to døtre må jeg bare (jeg har fået lov!) til at vise nogle af min datters fine brølende løver. Det er super-hyggeligt at få tegnet hver dag – nogle dag bliver det bare kort, andre dage længere. Men skønt at få indarbejdet en vane med at tegne hver dag.
Herhjemme har vi haft en snak om hvordan man bliver god til forskellige færdigheder. At en stor del af det kommer an på hvad det er man vælger at bruge sin tid på. Hvis man fx er på sociale medier flere timer om dagen – ja, så er det det, man bliver god til. Hvis man til gengæld bruger tiden på at øve sig på noget – fx at tegne, spille klaver eller en god badmintonserv, så er det også det man bliver god (eller ihvertfald bedre!) til. Forfatteren John Irving har engang sagt “Everywhere the TV glows, there sits someone who isn’t reading”. Så sandt. Mine to piger og jeg har derfor startet en “tegne-streak”, hvor vi i løbet af en hel måned skal tenge minimun 10 minutter hver dag. Så kan vi se hvor meget bedre vi bliver på den måned. Her har jeg selv sneget mig til at tegne den store, der tegner. Og den lille, der nyder livet i græsset.
Det er længe siden jeg har tegnet med kul og kridt – nok mest fordi det griser lidt og det er svært at opbevare tegningerne bagefter (de kan ikke stables!). Men jeg elsker teknikken. Det faktum at man tegner på tonet papir (gråt i dette tilfælde) og derefter bruger både sort (kul) og hvidt (kridt) til at skabe kontraster kan virkelig skabe noget smukt lys. Jeg tegner på gråt karton, men er på jagt efter noget godt, tonet papir (det er ikke så nemt at finde).
Jeg elsker virkelig at tegne med filtpen. At få alle de små detaljer med og lege med skygge og lys. Men det er nervepirrende at tegne ansigter med denne metode – jeg kan jo ikke viske ud – og en forkert sat streg eller skygge kan ødelægge det hele. Derfor er jeg også meget stolt når det lykkes, hvilket jeg selv synes om dette billede.