Jeg har lige været i Paris og der er så mange fine motiver. Her er det berømte cabaret-sted Moulin Rouge (jeg har også netop set musicalen med samme navn her i København – fantastisk) og en af mange Metro-stationer med byliv i baggrunden. Begge er lavet med filtpen og akvarel på papir.
Skønne, skønne Paris! Netop hjemkommet fra efterårsferie i Paris. Noget af det dejligste var at sidde i Jardin de Luxembourg og tegne. Her ses min hurtige skitse af nogle af mine familiemedlemmer.
I sommer besøgte jeg Monets hus og have i Giverny i Frankrig. Fantastisk sted! Jeg tog en hel masse billeder – især af blomsterne og broerne i haven. Jeg har fået et flip med Gouache (har købt nogle nye, japanske farver) og er ved at eksperimentere med at male alle farverne frem.
Jeg har været i Normandiet denne sommer og stødte i den dejlige middelalderby Pont-Audemer på denne fantastiske væg med street art. Der er referencer til Banksy, Hergé, Sesame Street, Disney og meget mere. What’s not to like?
Det er virkelig længe siden jeg har opdateret min blog! Jeg har haft virkelig travlt med nyt arbejde (som e-læringsudvikler, animator og illustrator i Region Hovedstaden) og i mit eget animations & illustrationsfirma, Moving Science. Så det er ikke fordi jeg ikke har tegnet – jeg har bare gjort det digitalt istedet for! Men nu trængte jeg virkelig til at interagere med rigtigt papir, blyant og pensel, for det kan virkelig noget. Det er skønt! Her har jeg malet en akvarel af en pige i en svensk forårsskov.
Imorgen (d. 1. juni) hænger jeg nogle af mine billeder op i Café Caféen (Vangede Bibliotek). De skal hænge der i juni og juli. Kom gerne forbi og kig! Det er så skønt at skulle og udstille igen.
Jeg har netop luget i jordbærbedet sammen med min datter. Vi hev en masse skønne planter op; tidsler, urter og denne skønne pælerod. Jeg var nødt til at gå ind og tegne den (og dens tvilling) da vi var færdige. Filtpen og akvarel på tonet papir.